GALLERI ARTUNIKA - Online Moderne Kunst

Malerier, Illustrationer, Kunst-Fotografi og Skulpturer

Anne Vilsøe

Malerier til salg, broderier, spraymaling, moderne kunst, boligindretning

Autodidakt og eksperimenterende kunstner inspireret, påvirket og rundet af det 21. århundredes ‘zapper’-samfund. Jeg er fascineret af vores medieskabte hverdag, hvor alle stræber efter berømmelse med en overdreven dyrkning af overflade og æstetik frem for dybde og essens. Mange af mine værker dyrker da også selve ‘overfladen’ – lærredet som flade og hvad det kan bruges til. Jeg elsker at arbejde med kontraster – især mellem det højlydte (fx graffiti) og det stille (korsstingsbroderierne), og mellem det overfladiske og ‘kolde’ (de malede flader) og det taktile og stoflige (det broderede). 

 
Jeg har specialiseret mig i brugen af et efterhånden uddøende håndværk – nemlig det gode gammeldags korsstingsbroderi! Jeg forsøger at løfte broderiet ud af sin noget tanteagtige kontekst af klokkestrenge og mellemlægsservietter og sætte det ind i en ny kunstnerisk sammenhæng. 
 
Broderierne kan nemlig flere ting i kunsten. For det første bryder de lærredets traditionelle grænse som ‘flade’. Foruden at være en flade man kan male på, er lærredet samtidig stof, som man kan sy i. For det andet får de let pixelerede motiver med referencer til skærmbilleder og fotos i en for lav og dårlig opløsning et moderne udtryk, når de kommer op på lærredet og spiller sammen med de malede motiver. Og sidst men ikke mindst har broderierne en tidslig kvalitet. Mange af mine malerier er ekstremt hurtigt malet – en direkte afspejling af vores samtids dyrkning af overflade, flygtig succes og drømmen om ‘15 minutes of fame’. Kontrasten opstår, når jeg efterfølgende broderer på lærrederne, hvor tiden så at sige sættes i stå, og det møjsommelige arbejde sætter ind, og det er tid til dyrkning af detalje, præcision og håndværk. Broderi og maleri skaber tilsammen moderne og komplekse værker med udpræget stoflighed og sproglige og symbolske referencer til vores hverdag og samtid.
 
Jeg har boet og udstillet i Singapore fra 2004-2008 og er oprindelig cand.mag. i dansk og semiotik fra Københavns Universitet. Har deltaget i Kunstskolen Spektrums Sommerkursus 2009 og udstillet i en række virksomheder i København. 
Har derudover arbejdet som indretningsarktitekt og freelance stylist for Home & Decor, et singaporeansk bolig- og indretnings-magasin, samt Audrey Lee Interiors Pte Ltd.
 
UDSTILLINGER
 
2011 
KPMG’s Kunstforening  
Frederiksberg
 
2010 
Il Dona, København
Kunstforeningen for Skuld og Retsværnet, København
Lett Advokatfirma, København
 
2008  
Audrey Lee Interiors Pte Ltd, Singapore
 
2007 
Urban Foundry, Singapore 
Gallery 278, Singapore 
 
2006 
Instinc Gallery @ Emerald Hill, Singapore